Fattiggaard 1

Borgerudgravning af Firgårde fattiggård i efterårsferien

Igen i år holder Museum Skanderborg borgerudgravning i Kildebjerg Ry, hvor resten af Firgårde fattiggård skal undersøges.

I efterårsferien 2017 var ca. 300 borgere med til at afdække den gamle fattiggård fra slutningen af 1800-tallet. Der var virkelig stor interesse og antallet af besøgende voksede stødt i ugens løb i takt med, at børn og familier anbefalede det til andre og hinanden. Flere af de besøgende kom også igen og ville finde mere. Det var en rigtig god oplevelse, og der blev flyttet masser af jord og gjort læssevis af fund!

Som arkæologerne havde forudset, blev der fundet masser af husgeråd fra den tid: zinkspande, tøndebånd, emaljepotter, spader, vinduesglas, glasflasker, hverdags-bordtøj, fajance og porcelæn. Der blev dog også fundet forskelligt, som arkæologerne ikke havde forventet: halsen af en porcelænsdukke af et kendt tysk mærke, en cykelsadel, en træsko, en skøjte og en 4-skillings-mønt. Herudover en kødhakker og læssevis af håndtags-holdere og nøglehuller. Alt i alt en god blandet landhandel, som viste noget om livet blandt de dårligst stillede på den tid.

Ligesom sidst er der gravehold både formiddag og eftermiddag alle hverdage i uge 42 (kræver tilmelding). Aldersgrænsen er 9 år.

Vi håber på lige så stor interesse og lige så mange spændende sager i år. Læs mere og tilmeld dig her.