Golfbanen Kildebjerg Ry Ecco-tour

ECCO-Touren til Silkeborg Ry Golfklub

Med 240 spillere bliver Silkeborg Ry Golfklub nu vært ved en stor professionel golfturnering. Det sker i slutningen af maj 2014 ved den største Ecco Tour-afdeling i Danmark – som et led i Grand Opening af Kildebjerg Ry-banen.
Både den traditionsrige skovbane i Silkeborg og den splinternye Kildebjerg Ry-bane med det nye park-look vil blive præsenteret nationalt og internationalt, når Silkeborg Ry Golfklub for første gang er vært for en afdeling af Ecco Tour 28.-30. maj 2014.
Med en samlet præmiesum på 50.000 euro og et felt på hele 240 spillere bliver Jyske Bank PGA Championship Presented by Ejner Hessel den største afdeling af sæsonens Ecco Tour i Danmark – pengemæssigt kun overgået af finalen Race to Himmerland.

Optimalt brug af to baneanlæg
”I Silkeborg Ry Golfklub har vi tradition for værtskab for store begivenheder. Vi har de seneste 10 år arrangeret DIAC og DILAC, og på linje med en lang række af stortalenterne i disse turneringer, har vi også fået lyst til at prøve kræfter med en stor professionel turnering,” siger golfmanager i Silkeborg Ry Golfklub, Mads Rugholm.
”Med denne afdeling af Ecco Tour får vi mulighed for at markere den perfekte Grand Opening af arkitekten Line Mortensens nye Kildebjerg Ry-bane, lige som vi naturligvis også vil gøre brug af vores gamle mesterskabsbane i Silkeborg. Med 54 huller i Silkeborg og Ry råder vi over det perfekte anlæg til en stor Dunhill Links-lignende turnering med ikke færre end 240 spillere til start,” siger Mads Rugholm.

Største og mest omfattende Eccotour
Med starten på Winter Series i La Manga i Spanien og afslutning med Freja Final Four i Sverige og Danmark bevæger touren sig gennem seks lande undervejs med rekordstore præmiesummer, og 2014-udgaven af Ecco Tour er den største og mest omfattende i historien.
Tour-ejer Flemming Astrup er glad for, at Silkeborg Ry Golfklub er kommet med på kalenderen:
”Det er rigtig fedt, at vi skal spille på begge baner, Silkeborgs fantastiske skovbane og Rys mere åbne parkbane med en snert af links.
Det er den perfekte kombination, og brugen af begge baner betyder, at feltet i Jyske Bank PGA Championship Presented by Ejner Hessel bliver rekordstort med plads til 240 spillere.
Vi er glade for, at vi sammen med Silkeborg Ry Golfklub kom på idéen om at spille begge baner, og vi arbejder stadig med at få de sidste brikker på plads omkring konceptet,” siger Flemming Astrup fra ECCO Touren.