Forkælelse

I Kildebjerg Ry har du mange muligheder for at forkæle dine medarbejdere. Søhøjlandets skønne natur ligger lige uden for døren, infrastrukturen gør det let at komme til og fra arbejde, golfbanen, Pulsparken og stierne tilbyder masser af muligheder for at supplere arbejdet med nogle udendørsaktiviteter.

Golfbanen er en del af Silkeborg Ry Golfklub, som råder over Danmarks største golfanlæg med 54 huller fordelt på 27 huller i Silkeborg (tre 9 hullers-sløjfer), 18 hullersbanen i Ry samt en 9 hullers pay & play-bane også i Ry.  I Ry har golfarkitekt Line Mortensen skabt en højkvalitets 18-hullers parkbane, der med årene har potentiale til at nå et lige så højt niveau som banen i Silkeborg er kendt for. Klubben er desuden træningscenter for Dansk Golfunions amatørelite og professionelle spillere. Du kan læse meget mere om Silkeborg Ry Golfklub her.

Pulsparken er Kildebjerg Rys store stolthed. De tre zoner: Pulszonen, Sansezonen og Legezonen indbyder til hver deres form for bevægelse og samvær. De mange kilometers stier, som forbinder både zonerne og resten af Kildebjerg Ry er godt oplyste og bruges flittigt til løb, cykling og gåture. Du kan læse mere på Pulsparkens egen hjemmeside her.

Sidste nye skud på forkælelsesstammen er det nye Sundhedshus på Kildebjerg Allé, som gerne skulle stå klar midt i august 2015. Her tilbyder Ry Fysioterapi alt fra fysioterapeutiske behandlinger til genoptræning og almindelig træning. De ejer huset, som de dog kun selv bruger halvdelen af. Den anden halvdel bliver lejet ud til forskellige andre sundheds- og velværeudbydere.